Af Hans H. M. Andresen – 1990
Pludselig vender hun ansigtet op mod mig, min datterdatter på 2 år, og med strålende øjne siger hun: Du er en dejlig dreng, morfar!
Jeg bliver helt overvældet, og en varm strøm af glæde går igennem mig. Vi fortsætter den leg, som jeg ellers var i færd med at trække mig ud af.
Faderen læser højt fra avisen: En datter har skudt sin far med et gevær.
Det ville du da aldrig gøre ved mig, fortsætter han henvendt til datteren, der sidder og leger på gulvet.
Nej, kommer svaret prompte, og så kommer tilføjelsen, –for jeg har intet gevær!
I eventyrene udsættes man for prøvelser. De unge drager ud i verden og møder forskelligt på deres vej. Vi husker alle, hvordan det går dem godt, der hjælper mennesker eller dyr med små ting undervejs til målet, mens de, der lader hånt om at hjælpe, blot stræber mod målet, ender med at have det forskrækkeligt. Klods Hans’s brødre når ikke til tops trods deres færdigheder, men livsglædens repræsentant får prinsessen.
Mit barnebarn viser mig glæde og tillid, og den lille pige søger at indgyde faderen tryghed. Eventyrene søger at fortælle os om glæden ved at vise omsorg for hinanden. At dette er et grundlæggende behov for at menneskelivet kan leve, kan overleve.
Vel skal der færdigheder til, de grundlæggende færdigheder, så man kan kommunikere, udveksle tanker og ideer, og ikke mindst følelser, men de skal kun være redskaber, ikke det væsentlige. Det væsentlige, det der danner dit væsen, er kærligheden, tilliden, trygheden, glæden, anerkendelsen og andre livskvalitetsfaktorer.
Alt liv er opbygget af celler, livsceller. Tager vi nu sådan en livscelle og betragter den på vor egen specielle måde, så vil vi kunne sige: For at kunne yde liv, må visse betingelser være opfyldt, visse behov·kræves tilgodeset. Først og fremmest må de tilføres almindelig opbygningsstof, for at cellen kan bestå, altså den må indtage føde af forskellig art. Dette kommer til at virke som den første sortering, deling, idet nogle celler er heldigere end andre med at vokse op på føderige steder.
Livet skal fortsætte! Forplantning med sikkerhed for beskyttelse af afkom er følgen. Sikkerhed kræver forsvar af et sted, et område, hvor man kan føle sig tryg. Tryghed og sikkerhed skabes gennem tillid. Er disse faktorer til stede, er grundlaget lagt for kreativitet, for udvikling, for at skabe nyt, for at tænke nyt. Vi mennesker er efterhånden blevet drevet i en retning, hvor man kun ser på skallen, de rent materialistiske behov, man glemmer de indre behov: følelserne, – det er dem, der skal bringe mennesker sammen, det er dem, der springer mellem mennesker, det er dem samvær, samarbejde og arbejdsmiljø hviler på. Derfor er det dem, der må arbejdes med i fremtidens skole.
Færdigheder, der var nye i går, er gamle i dag og forældede morgen. Derfor er der på en arbejdsplads en form for stadig indlæring. Alle mennesker er forskellige af intelligens derfor vil det også være svært for mange at indgå i en sådan stadig indlæringsproces, og helt galt bliver det, når de under processen ikke føler tryghed og tillid sammen med kollegerne. Gensidig hjælp og forståelse, anerkendelse og glæde over et nok så lille fremskridt, gør, at man tør give sig i kast med det næste skridt, akkurat som det lille barn, der skal lære at gå, – har forældrenes hånd svigtet bare en gang, varer det noget, inden man tør igen. Jeg skal slet ikke nævne alle de ensomme, unge som ældre, som sidder rundt om på små værelser eller i små lejligheder. Deres mangel på tryghed og sikkerhed, samvær med andre giver sig udtryk på mange måder, hærværk, narkotika m.m., når de endelig træffes i grupper.
Kan man i folkeskolen gå ind på disse opgaver? Det er her, angsten opstår. Angsten for at skolelivet skal ende i kaos, når alt ikke er struktureret, sat i faste baner med faste krav og normer, så der kan foretages en nøgtern vurdering af produktet! Derudfra mener man så at kunne afgøre spørgsmålet om skyld og ansvar og så eventuelt tage sine forholdsregler derimod, f.eks. flere dansktimer. Det er imidlertid ikke nogen løsning, fordi den proces/metode, der førte til resultatet, ikke lægges om, men blot forlænges. Når hver 6. elev i en 4. årgang ikke kan læse, er det ikke fordi, man ikke har øvet færdigheder nok, men mere fordi motivationen til at læse ikke er til stede: Hvad skal jeg bruge det til?
Som Klaus Becker-Larsen siger: ”Der skal være plads til udfordringer. Det er derfra, det hele kommer. Rutine dør ånden af!”
Løsningen af et problem skal være belønningen i sig selv. Man skal være med til at påtage sig skyld og ansvar for produktet, som er problemets løsning. For mange i dagens Danmark fralægger sig skyld og ansvar og flygter ind i ensomheden. Danmark er et land af enlige og ensomme.
Hvor mange lejligheder og værelser bebos ikke af enkeltindivider? Er det godt for et samfund? Bør det fremmes gennem et skoleforløb? Burde vi ikke i stedet søge et samfund, hvor man påtog sig skyld og ansvar for næsten?
John F. Kennedy sagde: ”Vi må bygge en verden i fred, hvor den svage er tryg og den stærke retfærdig.”
Derfor må vi i folkeskolen styrke de svage og lære de stærke ydmyghed og lære dem at arbejde sammen. Samarbejde udspringer ikke af ensartethed, men af forskellighed, og det er et af folkeskolens mål, at få disse forskelligheder gjort aktive i en fælles problem løsning.
Kan det lade sig gøre?
Der har gennem det sidste årti været et udviklingsarbejde i gang i folkeskolen. I begyndelsen af firserne var det centreret om en anderledes 10.klasse. Under denne forsøgsperiode løb et arbejde med procesevaluering i et projektarbejde, hvor ministeriets konsulent og folk fra erhvervslivet var involveret.
Under erkendelse af, at færdigheder skal der til for at erhverve kundskaber, blev skoleåret opdelt i kursusuger og projektuger, hvor kursusugerne var ”almindelig” skolegang, medens projektugerne blev brugt til at gennemarbejde et projekt, der var valgt af eleverne, og også af eleverne var delt ud i problemer, som enkelte grupper søgte at løse. Alle ugens timer, sprog, dansk, matematik m.fl., blev brugt til projektarbejdet, idet man jo skulle/kunne bruge færdigheder fra alle fag. Yderligere blev krævet, at der skulle foreligge referat på både tysk og engelsk. Grupperne havde nu det fulde ansvar for, at der kom en løsning på problemet, et produkt, ud af det, som skulle indgå i eksamensstoffet. Lærerne var kun konsulenter ved tilrettelægningen af processen, men ellers havde de den krævende opgave at iagttage de enkelte grupper og de enkelte elever i deres samarbejde, samvær. Ved projektets afslutning blev eleverne stillet over for et selvevalueringsskema til udfyldning. Lærernes og elevernes iagttagelser var så baggrunden for en samtale med den enkelte elev, hvor der blev gået direkte og hårdt til eleven under gennemgangen af visse episoder under projektarbejdet, hvor der havde været konflikter eller problemer.
I det sidste projekt var konsulenten fra undervisningsministeriet også iagttager, ligesom en erhvervsmand var iagttager året efter. Interessant var det, at lærernes og de to ”censorers” iagttagelser og kommentarer faldt meget tæt sammen, og de gav anledning til gode samtaler med de enkelte elever og til sigende udtalelser til afgangsprøven.
Den mundtlige afgangsprøve afslørede også en større frimodighed og sikkerhed hos eleverne, – de var parate til at stå inde for, hvad de sagde og mente.
Dette er kun en kort opridsning af forsøget, men indtrykkene var meget positive, og man ville gerne fortsætte, det kneb blot med timetildeling. Yderligere var man enige om, at arbejdsformen burde optages længere nede i årgangene.
Selve forløbet i projektugerne kan nok udadtil synes temmelig kaotiske og derfor virke afskrækkende, men strukturering er statisk, kaos udviklende, så bortkast angsten for kaos og gå i gang med at udvikle børnene til frihed under ansvar samlet i nøgleordene:
Kærlighed, kontakt, krav og konsekvens.
Noget lige så betydende er, at disse unge, da de havde forladt folkeskolen, var meget aktive i at søge arbejde eller videreuddannelse. De vidste, de var i stand til at være kreative, at gå i gang med noget, at klare en opgave, et problem, – og det er jo det, både samfundslivet og erhvervslivet kræver.
Hans H. Andresen – 1990