Roden til klimakrisen er den globale gæld, som tvinger alle til at blive ved med at producere
Kritikken af finanssektorens ’sorte investeringer’ antager, at det ville have en effekt på klimakrisen, hvis investeringerne ophørte. Men det argument overser den grundlæggende årsag til, at lande er nødt til konstant at øge væksten: den globale gæld
Skrevet af: Ivan Breinholt Leth
Pensioneret finansiel rådgiver i Afrika
DEBAT
28. januar 2023
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Siden efteråret 2022 har der været en del debat om den ’uansvarlige’ finanssektors investeringer i fossil energi. For eksempel skrev Lisbeth Bech-Nielsen i Information den 20. december 2022 om »finanssektorens sorte samvittighed«. Men vil det have nogen væsentlig effekt, hvis bankerne ophører med at investere i fossil energi?
Den amerikanske økonom Nouriel Roubini påstod i Information den 7. december 2022, at »verdensøkonomien styrer mod et sammenfald uden historisk sidestykke af økonomiske kriser, finanskriser og gældskriser«. Verdens samlede gæld udgjorde 350 procent af verdens samlede bnp i 2021 ifølge Roubini. Historisk set hænger finanskrise og gældskrise tæt sammen i denne såkaldte ’finansialiserede kapitalisme’.
Finansialiseret kapitalisme har en række karakteristika, som blandt andet indebærer privat pengeskabelse, høje profitrater ved spekulation frem for produktion og høj gældsætning af private husholdninger, private virksomheder og nationalstater. De penge, som private finansielle institutioner skaber som gæld, anvendes primært til spekulation i ejendom og værdipapirer. Profit opnås primært gennem udlån af penge, besiddelse af ejendom og patenter og ved monopoldannelser.
Min påstand er, at gæld driver vækst i et hidtil uhørt omfang, og at den mest skadelige effekt af denne vækstmekanisme finder sted i forholdet mellem det globale syd og det globale nord. Hvis vi til at begynde med ser på statsgælden i forhold til bnp i det globale nord, ligger den mellem 19 og 206 procent. For eksempel har Frankrig en statsgæld på 113 procent, Italien 151 procent og verdens største økonomi, USA, har en statsgæld på 124 procent af bnp.
Pengene findes ikke
Når private banker skaber penge som gæld, skaber de kun gældens hovedstol. Men gælden skal betales tilbage med renter og gebyrer. Hvorfra kommer så disse penge, når staten, som i Danmarks tilfælde, kun skaber fem procent af pengene i økonomien? Svaret er, at pengene ikke findes.
I en økonomi med privat pengeskabelse vil der altid være mere gæld, end der er penge til at betale af på gælden. Det eneste, private virksomheder og husholdninger kan gøre i den situation, er konstant at forsøge at øge produktivitet, lønindkomster og profit for at være i stand til at servicere deres gæld. Den, der vinder i spillet, har tilegnet sig andres gæld – og det samme gælder stater.
Det er umuligt for alle lande at have overskud på handelsbalancen på samme tid. For at et land kan akkumulere et overskud, er andre lande nødt til at være villige til at påtage sig et underskud.
Det eneste nationalstaterne kan gøre over for private virksomheder, er at støtte dem i at øge deres produktion og dermed deres medvirken til at øge væksten og de forgældede staters skattegrundlag – for så vidt at disse stater ikke selv kan eller vil skabe pengene.
I Danmark er landbruget det bedste eksempel på denne gælds- og vækstspiral. Med en gæld på 294 milliarder kroner har landbruget ikke andet valg end at forsøge år for år at øge erhvervets produktivitet, og konsekvensen er de miljøødelæggelser, som konstant er til debat. For at undgå en finansiel krise støtter skiftende regeringer landbruget i at øge erhvervets produktivitet.
Private virksomheders gæld udgør 170 procent af verdens bnp. Private husholdningers gæld som procent af den disponible indkomst for OECD-landene svinger mellem 27 procent (Mexico) og 255 procent (Danmark). Danmark har formentlig verdensrekord i privat gæld, men mange af de politikere, som slår alarm over den offentlige sektors størrelse og statsgælden, synes at ignorere den private gæld og det faktum, at finansielle kriser hovedsageligt udløses af privat gæld.
En ond ulandsspiral
I forholdet mellem det globale syd og nord har gælds- og vækstspiralen antaget groteske former. Hvor kom gælden fra, og hvilke effekter har den? En del af gælden er arv fra kolonitiden, og man kan sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af denne gæld. En anden del af gælden blev i 1960’erne og op til engang i 1990’erne påtvunget udviklingslandene med metoder, som kan anklages for at minde om kolonitidens.
Her ’tvangsåbnede’ Den Internationale Valutafond i vidt omfang de svage udviklingslandsøkonomier som en betingelse for lån gennem de såkaldte strukturelle tilpasningsprogrammer, hvilket blandt andet tvinger udviklingslandene til at ophobe ’hårde valutaer’, primært dollar, i deres centralbanker for at beskytte deres egne svage valutaer. Dermed befinder udviklingslandene sig i den absurde situation, at de medvirker til at finansiere USA’s underskud på statsbudgettet.
En del af disse låns funktion var at fastholde udviklingslandene i rollen som leverandører af billige råvarer til vestlig og japansk (og senere kinesisk) forarbejdningsindustri. Den produktion, som fortsatte i udviklingslandene efter de europæiske kolonimagter havde trukket sig ud, kunne ikke klare sig i konkurrencen med vestlige og japanske produkter – bortset fra typisk simpel samlebåndsproduktion med lav grad af forarbejdning og afhængighed af vestlig teknologi. Også produktion af fødevarer i udviklingslandene blev udkonkurreret af subsidierede europæiske fødevarer, som blev solgt til under produktionsprisen.
Afrikas fødevareafhængighed indebærer, at Afrika i dag importerer 85 procent af kontinentets fødevarer. For at opretholde dets produktion er udviklingslandene nødt til at importere fossile brændstoffer, som købes på verdensmarkedet med dollar. Selv lande som Nigeria og Angola med en relativt stor produktion af olie er nødt til at importere raffinerede olieprodukter, eftersom deres egen raffinaderikapacitet er ringe.
For at være i stand til at importere teknologi, fødevarer og energi er udviklingslandene nødt til at øge deres eksportindtægter eller optage lån i fremmede valutaer. Landene kan kun servicere deres gæld ved at øge eksporten af deres ringe forarbejdede varer og af deres råvarer. Deres økonomier betegnes derfor af udviklingsøkonomer som ’ekstraktivistiske’.
Der er altså primært tre forhold, som holder gælds- og vækstspiralen i gang i udviklingslandene: Gælden i sig selv og forsøget på at servicere gæld ved at stifte mere gæld, nødvendigheden af at importere fødevarer, energi og teknologi, og åbne finansielle markeder, som nødvendiggør ophobning af hård valuta i landenes centralbanker.
Ved siden af skiven
Den ekstraktivistiske udviklingslandsøkonomi medfører enorme miljøødelæggelser og bidrager langt mere til klimaforandringerne end udviklingslandenes eget direkte forbrug. Et af de klareste eksempler på det er Argentina – en af verdens største producenter af fødevarer. Med en befolkning på 45,5 millioner, hvoraf 43 procent lever på fattigdomsgrænsen, producerer Argentina fødevarer, der forsyner 450 millioner mennesker i Europa, Kina og USA.
I det nordlige Argentina er 1,2 millioner hektar skov omlagt til sojamarker. Argentina producerer hver dag 15 millioner kubikmeter gas og 280.000 tønder olie udvundet ved hjælp af fracking. Siden 1970’erne har landet været igennem den ene gælds- og valutakrise efter den anden med efterfølgende tilpasningsprogrammer dikteret af Den Internationale Valutafond, og hver gang har svaret været at forøge produktionen af litium, zink, soja og så videre.
Både i det globale nord og syd tvinger den omfattende gæld aktørerne til konstant at øge produktiviteten på bekostning af klima og miljø. Gæld medfører, at en lille del af den globale elite er i stand til at ophobe større og større formuer. Men at appellere til denne elite om at ophøre med at investere i fossil energi er at ramme ved siden af skiven i forhold til en af klimaforandringernes grundlæggende mekanismer: gæld.