Af Seymour Papert
_______________________________________
Jeg har skrevet en masse som fortaler for at tage hårdt arbejde og disciplin ud af dét at lære. Jeg er en kritiker af de måder, hvorpå den traditionelle skole tvinger børn til at lære, og de fleste forsøg på at indføre et mere engagerende, mindre tvangsmæssigt pensum ender faktisk med at tage modet ud af læringen. Hele min karriere inden for uddannelse har været viet til at finde arbejdsmetoder, der vil udnytte elevens passion til det hårde arbejde, der er nødvendigt for at mestre vanskeligt materiale og tilegne sig vaner med selvdisciplin. Men det er ikke nemt at finde det rigtige sprog til at forklare, hvordan jeg synes, jeg adskiller mig fra de “touchy feely … gør det sjovt gør det nemt” tilgange til uddannelse.
Helt tilbage i midten af firserne gav en førsteklasse mig en guldklump af sproget, der hjælper. Gardner Academy (en folkeskole i et underprivilegeret kvarter i San Jose, Californien) var en af de første skoler, der havde nok computere til, at eleverne kunne bruge meget tid sammen med dem hver dag. Skolens introduktion, for alle klassetrin, var at lære at programmere, i computersproget Logo, på et passende niveau. En lærer hørte et barn bruge disse ord til at beskrive computerarbejdet: “Det er sjovt. Det er svært. Det er Logo“. Jeg er ikke i tvivl om, at denne dreng kaldte arbejdet sjovt, fordi det var hårdt snarere end på trods af, at det var hårdt.
Da jeg blev gjort opmærksom på begrebet “Hard Fun“, begyndte jeg at lytte efter begrebet og fandt det igen og igen. Det kommer til udtryk på mange forskellige måder, som bunder i den konklusion, at alle kan lide at lave hårde udfordrende ting. Men det skal være de rigtige ting, der matcher den enkelte og passer til tidens kultur. I disse hurtigt skiftende tider udfordres undervisere til at finde arbejdsområder, der er hårde på den rigtige måde: de skal kunne forbinde sig med børnene og også med de områder af viden, færdigheder og (lad os ikke glemme) etik, voksne har brug for i fremtiden verden.
Jeg har skrevet om, at teenagere i Maines ungdomskriminalforsorg har overvundet deres langvarige modvilje mod enhver form for skolelæring ved at få mulighed for at opfinde og konstruere sofistikerede mekaniske/robotiske enheder. At gøre dette kræver koncentration og disciplin. Det kræver, at man lærer at håndtere ting, der går galt, ved at finde ud af hvordan man løser problemet, frem for at give op i frustration. Og for nogle af de børn har det betydet, at de for første gang oplevede fornøjelsen ved at skrive, fordi de blev opfordret til at skrive om noget, de selv lavede og desuden lavede med passion.
Hvordan får vi dét, at lære at skrive, til at blive ”Hard Fun”?
En måde er at udvikle “skrivbare” aktiviteter for børn, som de vil elske at lave. Bygningen af robot-enheder opnår “skrivbarhed”, fordi processen egner sig til at beskrive trin for trin. Dens skrivbarhed forbedres yderligere ved brug af tekstbehandlingsprogrammer og digitale kameraer. Men ud over teknologien er der holdningen i læringskulturen. Et eksempel på, hvad jeg mener, blev taget op af en lærer, der protesterede mod tanken om, at børn skulle have lov til at skrive om ting de kunne lide. “Når de går på arbejde, bliver de nødt til at gøre, hvad de får besked på”.
Deri ligger en kilde til mange børns manglende læsning. Selvfølgelig bør vi lære børn den evne til selvkontrol, der er nødvendig for at udføre ordrer. Men at blande dét at lære den færdighed med dét at lære at skrive vil ødelægge begge formål.